Biografi

Da AndyOp udgav ”Nærmest Perfekt” i 2008 blev det for alvor startskuddet på en yderst begivenhedsrig karriere for den atypiske rapper. Samfundskritikken fyldte meget på albummet, der var spækket med holdninger og sarkastiske stikpiller til magthaverne og de andre rappere. ”Hiphop-kulturkampen er i gang” skrev Berlingske i deres anmeldelse og uddelte fire flotte stjerner til ”Nærmest Perfekt”.

I de efterfølgende år har AndyOp – eller Andreas Seebach, som der står i hans dåbsattest – haft travlt. En række Danmarksturnéer og samlet set flere end 500 optrædener på skoler, spillesteder og festivaler er det blevet til. Roskilde som det største.

Efter fem år på landevejene udgav AndyOp i 2013 albummet ”Herfra”, der fik pæne anmeldelser og blev indstillet til GAFFA Prisen for Årets Hiphop Udgivelse. ”Herfra” handler om at blive voksen og leve livet, mens man kan. Men det handler også om en verden der vakler og et samfund, der smuldrer. Om ridserne i lakken.

Det er et album, som vil noget – hvilket blev understreget på fornemmeste vis, da singlen ”Herfra Hvor Jeg Står” blev nomineret som ”Årets Budskab” af webmagasinet Sorte Får Medier.

I efteråret 2014 optrådte AndyOp i ”Vild Med Dans” med singlen ”Ønskeøen”, som nåede Top 30 på iTunes. Den 18. marts 2016 udgiver AndyOp en ny EP med titlen “Min Verden Er Her” – første single hedder “Nødråb” og er tilgængelig på samtlige streamingtjenester nu.